Guide: Forbered dig på et liv efter studiet

Guide: Forbered dig på et liv efter studiet

Hvilken lettelse – du er færdig med studiet, og nu truer det seriøse voksenliv endelig efter mange års skolegang. Det er også et helt nyt liv der venter en forude, og det kan synes en anelse uoverskueligt. Vi har derfor samlet en række tips til dig, som er nyuddannet og står og skal ud på arbejdsmarkedet og søge dit første seriøse job.

Stort tillykke med din nye uddannelse – det er kulminationen af mange års hårdt arbejde og slid og slæb. Nu er du endelig færdig og livet venter for alvor på dig.

 

Tips til livet efter studiet

– Søg et arbejde: Hvis du er i den heldige position, at du har fået job allerede, så vil vi gerne ønske dig stort tillykke. Hvis ikke, så frygt ej. Der er mange muligheder for jobsøgningskurser, som kan optimere dine chancer for at lande drømmejobbet.

– Meld dig ledig: Når du afslutter din videregående uddannelse, har du to uger til at melde dig ledig hos din a-kasse og på jobnet.dk, så den danske stat, kan se at du står til rådighed for arbejdsmarkedet. Ved at melde dig ledig er du samtidig sikret dagpenge, allerede en måned efter din uddannelse er afsluttet, da du ikke er berettiget til SU efter din uddannelse stopper.

– Tjek dine forsikringer: Du har højst sandsynligt tegnet forsikringer – og tilmed fået studierabat på den under uddannelse. Du har ikke ret til studierabat mere, så det er vigtigt du får tjekket dine forsikringer nøje igennem, så du ikke står lige pludseligt og ikke er forsikret mere.

– Ny bolig: Skal du skifte fra kollegie eller studiebolig kan det godt betale sig at skrive sig op i diverse boligforeninger, selvom det jo selvfølgelig er bedst at gøre dette før din uddannelse stopper. Du har ikke ret til at bo på kollegie eller i en studiebolig, når du ikke er studerende mere. Man har som regel tre måneder til at flytte ud og finde noget andet. Det er godt at være på forkant med dette, da boligmarkedet i de større byer kan synes håbløst.

– Spar op til den første måned: Det er en god idé at spare op til den første måned efter endt uddannelse. På den måde søger du for, at du ikke står uden indkomst i overgangen fra SU til dagpenge.

Der er altså masser af tips til studerende at hente, men vi mener at ovenstående er de tips, som du bør kigge nærmere på først.

Så endnu engang tillykke med, at du er blevet færdig med dit studie – og er klar til arbejdslivet. Og glæd dig så i øvrigt over, at det er slut med lektier og eksamener (selvom din sommerferie bliver lidt kortere).

Kategorier: