Fødevarebranchen er oppe i gear igen

Slut med ”klimakontrolleret gris”
Ingen danske supermarkeder vil sælge Danish Crowns kød med mærket ”klimakontrolleret gris”. Det er resultatet af de beskyldninger om greenwashing, der har været rejst de seneste måneder fra Den Grønne Studenterbevægelse, Klimabevægelsen og Dansk Vegetarisk Forening. De tre organisationer har dermed nærmest gjort det umuligt for Danish Crown at brande sig som bæredygtige overfor den danske forbruger.

 

Klumper i forsyningen – i alle brancher

Det er de mærkeligste ting, der ikke kan skaffes for tiden. Vil du udskifte gearet på din cykel, er der ½ års ventetid på reservedele. Bargrossisten Sprit og Co melder om mange måneders ventetid på flere af deres populære glas og barudstyr. Ingen ved om julehandelen igen i år bliver præget af forsinket legetøj, og rundt omkring i verden ligger fragtskibene i kø. Hos Coop har man taget konsekvensen og er ved at teste om fragten fra Kina kan håndteres med tog. Unægteligt noget af et spring fremad for den skinnebårne fragt, hvis det lykkes og kan inspirere andre.

 

Forbrugerne vil have de sjældne vine
Den Aalborg-baserede virksomhed, Rarewine har nydt godt af det sidste års nedlukning. Det seneste regnskab viser en omsætningsstigning på 59%. Succes’en skyldes at det har været købers marked når vin-importørerne pludselig ikke kunne sælge til barer og restauranter og ledte efter nye kunder. Samtidig har familien Danmark siddet derhjemme og holdt karantæne-moralen oppe med rigeligt vin.

 

Rekordstor tilmelding til Danske Ølentusiasters årlige festival
Danske Ølentusiaster forventer op mod 13000 mennesker til årets ølfestival, der snart løber af stabelen for 20. gang. Det skriver organisationen i en pressemeddelelse forud for festivalen, der finder sted i  Lokomotivværkstedet i København. Det tyder dermed på at blive en rekord i deltagerantallet, efter en mere beskeden tilslutning i 2020. Danske Ølentusiaster følger dermed den generelle trend, der viser et opsparet behov for store, sociale begivenheder, som man nok må forvente fortsætter langt ind i 2022.

 

Over-fiskning truer flere fiskearter

Marine Stewardship Council, der står bag det kendte bæredygtighedsmærke for fisk, MSC, slår alarm over forholdene i den nordøstlige del af Atlanterhavet. Her er fangsten af bl.a. makrel, sild og blåhviling gennem de senere år blevet så høj, at den langt overstiger det bæredygtige niveau. Situationen er nu så alvorlig, at der skal et politisk indgreb til, advarer Marine Stewardship Council.

 

Den danske bærbranche skrumper

Mange danske bæravlere har de senere år omlagt deres avl til andre dele af frugtbranchen. Nu mærker giganten Orskov Foods også presset fra den udenlandske konkurrence og omlægger til bærproduktion i udlandet og til andre typer frugt. Her er imidlertid også udfordringer, idet både æble- og pærehøsten er præget af den frost, vi havde i foråret og ser ud til at blive mindre end normalt.

 

 

Kategorier: