Har du krav på erstatning for din arbejdsskade? Få hjælp til at forstå reglerne her

Det kan være en uoverskuelig, juridisk jungle at navigere i de mange love og regler om erstatning i forbindelse med en arbejdsulykke. Systemet er relativt kompleks, og når hver sag vurderes individuelt, kan et eventuelt erstatningsforløb være årsag til megen bekymring og uvished.

 

Selvom der efterhånden findes præcedens for en lang række sager af samme karakter, forekommer der stadig skader, ulykker og sygdomme, som kræver grundige overvejelser og gennemgange af den gældende lovgivning.

 

For at forstå reglerne for anmeldelse af arbejdsskade er det vigtigt først og fremmest at skelne mellem de to arbejdsskadetyper, som Arbejdsmarkedets Erhvervssikring opererer med.

Arbejdsskade i forbindelse med arbejdsulykke

Den første og mest hyppigt-anmeldte arbejdsskadetype omhandler personskade, som er forårsaget af en hændelse eller påvirkning, der sker pludseligt. I disse tilfælde er det arbejdsgiver, der er forpligtet til at anmelde ulykken inden for ni dage efter hændelsen er indtruffet.

 

Det er imidlertid også muligt selv at anmelde skaden til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Dette skal ske senest ét år efter ulykken er fundet sted.

Arbejdsskade i forbindelse med erhvervssygdom

Den anden type arbejdsskade forholder sig til sygdom, der er forårsaget af særlige påvirkninger, som en bestemt persongruppe udsættes for gennem deres arbejde. Dette kan være en fysisk såvel som en psykisk påvirkning.

 

Anmeldelsen af erhverssygdom påhviler imidlertid ikke arbejdsgiveren. I stedet er det den eller de læger, som gennem undersøgelse har konstateret, at der er tale om en sygdom, der er opstået på grund af erhvervsmæssige påvirkninger og forhold.

 

Fristen for anmeldelse af erhvervssygdomme er ligeledes senest ét år efter, at man er blevet bekendt med, at sygdommen skyldes arbejdet.

Sagsforløb og muligheder for arbejdsskadeerstatning

I forbindelse med sager om krav på arbejdsskadeerstatning, kan det være en fordel at rådføre sig med en professionel advokat med speciale i erstatningsret, således man er sikret en fair og korrekt sagsbehandling og -forløb.

 

Når en arbejdsskade bliver anmeldt, er det dog i første omgang Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, der vurderer, hvorvidt sagen er omfattet af loven på området.

 

Er dette tilfældet, vil instansen efterfølgende vurdere, hvorvidt man er berettiget til en eller flere af følgende erstatningsposter:

 

  • Erstatning ved varige mén

Har man varige mén som følge af en arbejdsulykke, enten fysisk eller psykisk, kan man tilkendes en skattefri godtgørelse af en størrelse, der afhænger af méngraden.

 

  • Erstatning ved tabt erhvervsevne

Har man som følge af en arbejdsskade en forringet mulighed for at tjene penge ved arbejde, kan man tilkendes en godtgørelse, der enten udbetales månedligt som skattepligtigt beløb, eller som udbetales skattefrit på én gang.

 

Er der tale om en arbejdsulykke med døden som følge, har man som efterladt også ret til et overgangsbeløb og en eventuel erstatning for tab af forsørger. Dette gælder både for partnere såvel som for efterladte børn.

 

Det er naturligvis muligt at klage over afgørelser om arbejdsskadeerstatning. Dette skal ske senest fire uger efter, at afgørelsen er truffet. Fastholder Arbejdsmarkedets Erhvervssikring sin afgørelse, overgår sagen til Ankestyrelsen.

Kategorier: