Hvordan ser fremtidens catering ud? Få svaret til DEMA17

Smag dig frem til hvordan og hvorfor Fremtidens Catering er Bæredygtigt, når Madkastellet disker op med mad fra nogle af landets førende madkreatører – heriblandt Michelin-stjernekokke – og leverandører til DEMA17.

”Bæredygtighed er en nødvendig og positiv udfordring, som er kommet for at blive. Derfor må vi også erkende og arbejde med det som premisse i cateringbranchen.” Ordene er Ramus Pors, kok og partner i Madkastellet, der orkestrer maden til DEMA17.

Ramus Pors har samlet nogle af landet førende kokke – Thomas Rode, tidligere Kong Hans, Søren West, tidligere noma, og Rikke Bronx fra My Big Eco –  og fået deres bud konkret bud på – i form af maden på tallerkenen – hvorfor og hvordan fremtidens catering er bæredygtig.

Det handler både om at tage hensyn til miljøet, forholde sig til madspild, skrue ned for animalske proteiner og op for det grønne. Det er sundt og handler i den grad også om mennesker, hvilket Rikke fra My Big Eco, forklarer på følgende måde:

”Bæredygtighed er en positiv udvikling, der har skabt fokus på råvarer, råvareforståelse, naturen og vores helbred. Du bliver, hvad du spiser. Bæredygtighed handler ikke kun om mad, men også om os mennesker. Det skal vi, der arbejder med catering naturligvis forholde os til.”

Velsmag og dyrevelfærd er også helt centralt i bæredygtig catering. Thomas Rode, direktør og ejer i Rode & Maarbjerg, siger:

”I fremtiden vil vi opleve, at catering er ’rigtig’ mad. Det er velsmagende mad lavet at rigtige, genkendelige basisråvarer med fokus på den ernæringsmæssige værdi og dyrevelfærd.”

Mindre kød på tallerkenen er også en konsekvens af den udvikling, vi skal forholde os til. Det samme er vigtigheden af, at vi som branche tager aktivt stilling. Søren West, Co-Founder + Creative director i En-Spire, siger:

”Catering-, hotel- og eventbranchen skal tage et ansvar og lade være med at være bange for at sige kunderne imod. Plast-emballage er fx en af de største miljøsyndere vi har, og vi spiser alt for meget kød.”

At cateringbranchen har et ansvar og en opgave over for kunderne understreges også af Ramus Pors.

”Det er nødvendigt, at vi tager det ansvar, og gør det tilgængeligt ved ikke blot at tænke, men også agere mere bæredygtigt. Det er os i maskinrummet som restauratører, der hjælper arrangørerne på rette vej. Og det er faktisk meget lige til og på ingen måde begrænsende. Vi besidder en kæmpe viden om, hvordan man med simple midler kan forhindre madspild, brug af forkerte råvarer og samtidig bibeholde en gastronomisk åbenbaring.”